Historie

Assens havns historie daterer sig flere hundrede år tilbage. Til nøjagtigt hvornår vides ikke, men i 1677 er det noteret, at havnen bestod af en 80 fods træbro til post- og passagerfart. I 1720 anbefalede kongen, at broen blev udbygget og påbød, at der fremover skulle opkræves havne- og bropenge.

Siden udviklede tingene sig med ansættelse af en havnefoged i 1792, udbygning af havnen med to broer, der stod færdige i 1816 og en udvidelse med et ekstra havnebassin i 1852. Samtidig hermed påbegyndtes etableringen af et par mindre bådebyggerier i området.

Bådebyggeriet udviklede sig efterhånden til bygning af større fartøjer, skonnerter, fiskefartøjer m.m. og i 1973 oprettedes Assens Skibsværft som i hhv. 1975 og 1990 anlagde flydedokker, og der blev siden da også bygget både trawlere, færger og lystfartøjer. Da den oprindelige ejer, Fredericia Værft, lukkede, blev Assens Skibsværft overtaget af den nuværende ejer, et lokalt smede- og maskinværksted.

 

Assens Havns første kran blev installeret i 1951 og var aktiv, indtil den blev nedlagt i 1980, hvor havnen indkøbet 2 mobilkraner, som i 2002 blev suppleret med yderligere en kran.

KFK, der hidtil havde haft til huse på Assens Havn, lukkede i 2000, og i den forbindelse købte Assens Havn en del af KFK’s siloer og pakhuse. En silo blev siden erstattet med et nyopført pakhus på 1000 m2, således at Assens Havn nu råder over 4 pakhuse.

Omsætningen af gods og antallet af skibsanløb har været støt stigende, og det håndterede gods har i tidens løb været af skiftende karakter. Og aktuelt arbejder vi i Assens Havn på at tiltrække mere transport af bulklaster og på at skabe en øget bevidsthed om de miljømæssige fordele ved søtransport.